Denne historie blev oprindeligt skrevet til LinkedIn i 2018 som et indlæg om at tale menneskearbejde op.
Jeg ville ønske, at den havde mistet sin aktualitet. Men jeg synes stadig, at der er rigeligt at tage fat på, når det gælder vores prioritering af børnene og de mennesker, der tager sig af dem.
Derfor får Lissie lov til at åbne vores blog. Her vil vi løbende dele tanker om mennesker, eksistens, psykoterapi, familier, børn og andet fra livets skønne fælleskøkken.
Lissie gav man ikke bare slip på
Da min søn var lille, havde han verdens bedste dagplejemor. Det er vi sikkert mange forældre, der har været så heldige at kunne sige. Men Lissie var noget særligt, og vi var usædvanligt heldige at komme med i det sidste kuld børn, hun skulle hjælpe på vej, inden hun gik på pension.
Hun var en ældre dame, som gennem en meget lang årrække havde hjulpet en masse børn på vej i livet. Og det havde hun gjort så godt, at hjertevarmen blev gengældt. Mange af børnene havde siden haft hende med til festlige lejligheder, efterhånden som de voksede til: konfirmationer, svendegilder, studenterfester, bryllupper, barnedåb og fødselsdage. Nogle vendte tilbage med børn, der skulle passes i anden generation.
Lissie gav man ikke bare slip på.
Hun hjalp, når sygdom eller arbejdsliv fik en families hverdag til at vælte. Hun passede hunde og holdt øje med huse og haver i ferierne. Vi købte hendes hjemmeavlede æg og juleænder. Hun syede bukser til vores smalrøvede pusling og reparerede knapper og lynlåse i forældrenes tøj.
Et gavmildt multitalent, der gjorde det nødvendige for at få livet i de små familier til at glide lidt lettere.
Et Pippi Langstrømpehus med jordforbindelse
Lissie boede i et Pippi Langstrømpehus med en stor, gammel have, en aldrende hest, høns og en kat med sine egne forestillinger om husorden på køkkenbordet.
Køkkenet var nok det hyggeligste almuekøkken, jeg har sat mine ben i. Der snurrede ofte en gryderet, eller noget bagværk var på vej til en ven, en slægtning eller en forælder, som kunne bruge lidt omsorg.
Lissie havde ikke store armbevægelser, og første gang jeg mødte hende, blev jeg slået af hendes rolige jordforbindelse.
Hun skulle ikke vise sig frem i sin bedste form for den dér nye far. Hun havde et jysk, roligt og venligt nærvær, der var dybt forankret i, hvem hun var, hvad hun kunne, og hvad hun stod for.
Og så kunne jeg jo spørge, hvis der var noget, jeg ville vide.
Jeg blev forelsket på stedet!
Hun havde tid til at få øje på børnenes særligheder. Hun havde erfaring, tydelighed og hjerte til at hjælpe dem med at folde sig ud på deres egne præmisser — men indskrevet i de daglige rytmer og en vedholdende indføring i at være sammen med andre, med de spilleregler, der hører til.
Der var rytmer og genkendelige rammer. Få børn. Plads til forskelligheder og individuelle behov. En have at gå på opdagelse i. Dyr, man skulle lære at omgås. Kærlighed til det enkelte barn og dets univers. Tryghed. Pålidelige gentagelser. Daglig kontakt til naturens rytmer.
Samlet repræsenterede de dele af et langsomt opbygget, godt fundament at komme videre i livet på.
Alt dét repræsenterede et ophold i Lissies rammer. Og jeg er meget, meget taknemmelig for, at vi fik den mulighed.
En Audi i garagen? Det blev det vist ikke til
Lissie kunne bare skabe de rammer, som er så sunde for børn, og som der er skrevet tykke og kloge værker om inden for pædagogik og børnepsykologi.
Jeg er ikke sikker på, at hun havde læst alle værkerne om de seneste trends inden for pædagogikkens og udviklingspsykologiens mærkesager. Men hun havde på en eller anden finurlig måde alligevel personificeret alt det bedste, som børn kan have glæde af: tryghed, nærvær, tydelige rammer og plads til udvikling.
Pædagogisk naturtalent hedder det vist.
Hvis man ser pragmatisk på det, skulle disse evner have udløst en fyrstelig lønningspose én gang om måneden. Så Lissie — i teorien — kunne have haft en Audi i garagen og travheste i stedet for sin mølædte, gamle krikke.
Men den form for økonomi udløser den slags arbejde desværre ikke. Det skal vist forestille at bære lønnen i sig selv og være en slags indre kald.
Indre kald er pudsigt nok ofte identisk med sparsom løn.
Meget hjertevarme og dyb respekt har Lissies indsats helt sikkert kastet af sig.
Men er det nok?
Historien er gammel. Det er spørgsmålet åbenbart ikke
Da jeg skrev om Lissie i 2018, var teksten også en opfordring til at prioritere børnene og de mennesker, der tager sig af dem.
I dag synes jeg stadig, at vi har grund til at spørge, om børns behov får tilstrækkelig vægt, når vi indretter vores institutioner, arbejdspladser og familieliv.
Det ville være fantastisk at kunne hælde Lissies viden på flasker, lave formler over den eller skrive et digert teoretisk værk om hendes pædagogiske praksis. For dét, hun foretog sig, virkede. Og meget af det ville kunne danne et sundt fundament for pædagogstuderendes og forældres tilgang til vores små.
Jeg er godt klar over, at ovenstående nærmest virker lidt utopisk og en kende romantiseret, hvis man har sit lille pus i en institution med overbelægning, små arealer og et sparsomt udeliv. Men det var vores virkelighed.
Jeg ønsker ikke at gøre Lissies dagpleje til en målestok, alle skal leve op til. Der findes mange forskellige måder at skabe en god hverdag for børn på. Og der findes dygtige, engagerede fagpersoner, som hver dag gør sig umage under meget forskellige vilkår.
Men historien minder mig om, hvad det er, vi skal give plads til.
Selvom vi ikke alle får sådan en mulighed dumpende ned i turbanen, tror jeg, at vi alle skal finde plads til at tænke os om: Hvordan strukturerer vi livet for vores små? Og hvilke arbejdsbetingelser byder vi som samfund de mennesker, der tager sig af dem i det daglige?
Jeg mener, at pædagogerne er en voldsomt underprioriteret faggruppe med et fantastisk vigtigt job. De fortjener en solid stigning i både løn og folkets respekt og anerkendelse.
Og vi har brug for, at det bliver mere attraktivt at tage en pædagoguddannelse. For det er ikke lige meget, hvad de dér pædagoger har med sig i den faglige rygsæk.
De skal kunne noget. De skal have indsigt og forståelse. De skal vide noget om kontakt, psykologi og børns udvikling. Og de skal kunne formidle det som nærvær og læring til vores unger med entusiasme og kærlighed.
For de har fat i dem i én af de vigtigste perioder i deres liv.
De skal gøre det, fordi de har lyst — og fordi de bliver påskønnet og værdsat for deres vigtige arbejde!
Børn har brug for tid til at udvikle sig. De har brug for voksne, som kan lære dem at kende. De har brug for fællesskaber, de kan finde deres plads i, og relationer, de kan læne sig ind i.
Det kræver mere end gode intentioner. Det kræver et løft, som indebærer økonomi og respekt — og en klar fornemmelse for det ansvar, vi alle har for at skabe de rette betingelser.
Børn har altså ikke søgt en fuldtidsstilling
De har brug for deres eget tempo og tidløshed. Som en sund modvægt til at blive hevet rundt i Netto kl. 17.25, mens far eller mor stirrer på sms’er eller besvarer arbejdsmails, samtidig med at der skal kastes nogle fødevarer i kurven.
De har brug for små og overskuelige forsamlinger — ikke nødvendigvis 30 børn på én gang. Selvom det kan være dejligt med forskellige legekammerater.
De har brug for tætte relationer til tryghedsgivende voksne. Og ikke for mange af dem.
De har brug for voksne, der har nysgerrighed, viden og nærvær til at opdage deres særligheder og møde dem, hvor de er.
De har brug for voksne med overskud og en sund balance, som de kan læne sig ind i, når livet giver sine små stød. En balance og et overskud, som lettere får plads, når man føler sig respekteret og får en løn, man kan leve godt af.
De har brug for rytmer, rammer, natur og tid til fordybelse i, om en regnorm har tænder eller ej. Og en voksen, der har tid til at kigge med, når de finder ansigtet på dyret.
Og jeg mener faktisk, at de har brug for ikke at have en voksen “arbejdsdag” i institutionen fra 7.00 til 17.30.
Og jeg ved godt, at det kan jeg sagtens sige. Du har travlt og meget om ørerne, og det er ikke let at være alenemor eller alenefar med den dér chef og de urimelige arbejdstider — for ikke at tale om den forbandede motorvej!
Jeg kender også indefra den tilstand, hvor man prøver at nå det hele og ender med ikke rigtig at være til stede nogen steder.
Så det her er ikke endnu en opgave til forældrenes i forvejen temmelig fyldte indbakke. Det er et spørgsmål til os alle: Hvordan skaber vi en hverdag, hvor der faktisk er plads til at være barn — og til at være en voksen, børn kan læne sig ind i?
Ti flyverdragter, en manglende vante og lidt respekt, tak
Hvad med at give vores børn og pædagogiske personale nogle sundere betingelser — og bøje os i støvet for de mennesker, der i deres arbejdsliv giver vores børns liv mening og retning?
Hvad med at hæve pædagogernes løn og give dem færre børn til flere voksne?
Prøv selv at give ti børn flyverdragter på, hvor halvdelen har glemt overtræksbukserne, huen eller den ene vante. Og det regner!
Hvad med at give pædagogerne en så spændende og fagligt solid uddannelse, som det er muligt for os at skabe? Og løbende adgang til kurser og mulighed for at holde deres faglighed aktuel?
Hvad med ikke at have ondt af, at pædagogerne taler sammen over en kop kaffe og får lidt vokseninspiration gennem en lang dag med børnekontakt? Uden at det er ensbetydende med, at de er uansvarlige og dovne og lader børnene gå for lud og koldt vand.
Hvad med at opgradere pædagogtitlen til at rumme værdighed og stolthed — og være noget, man praler med?
Måske er det faktisk en dårlig idé at spare på børns udvikling og opvækst.
Så skal vi ikke bare gøre os umage med at lade være?
Skal vi gå et stykke i børnehavetempo?
Måske behøver det hele ikke være samlet på ét sted i en stor, praktisk, flot og integreret institutionssilo med 250 børn. Selvom det er lettere at hente ungerne, når man ikke skal køre i tre forskellige retninger.
Måske kan din karriere og arbejdsbetingelser godt justeres en smule, så du når at se lidt til børnene, inden de får fuldskæg og extensions?
Måske bliver vi voksne nødt til at se i øjnene, at vi også må tillempe vores arbejdsliv til børnenes behov?
Måske vi alle kunne have godt af at blive lidt langsommere og traske et stykke vej i børnehavetempo?
Hvem ved?